Poul
la Cour Fonden har udgivet bogen: Wind Power - The Danish Way,
som giver en koncentreret og rigt illustreret beskrivelse af
højdepunkterne i den danske vindkraftudvikling, siden Poul la
Cours banebrydende arbejde i Askov i perioden 1891-1903.
Industriel produktion af gårdmøller
i mellemkrigsårene, F.L. Schmidts udvikling af vindmøller
under 2. verdenskrig, Johannes Juuls (SEAS) udvikling af de
moderne møllers "moder", Gedsermøllen, er nogle af de
spændende højdepunkter i vindmøllehistorien. Også den seneste
epoke i kølvandet af 70'ernes energikriser er beskrevet. Det
var her den vindmølleproduktion vi kender i dag blev startet,
og som har udviklet sig til en af landets mest betydningsfulde
industrier.
Bogen er blevet til i et samarbejde
mellem de 4 museer/institutioner som i dag beskæftiger sig med
forskning, dokumentation og formidling af vindkrafthistorien i
Danmark. Disse er: Elmuseet i Tange, Nordisk Folkecenter i
Thy, Danmarks Vindkrafthistorisk Samling og Poul la Cour
Fonden i Askov.
Poul la Cour Fonden ejer og driver
Poul la Cour Museet i Askov hvor Poul la Cours tidlige forsøg
med elproducerende vindmøller fandt sted, og som i dag er
museum og formidlingscenter. Bogprojektet er gennemført med
økonomisk støtte fra Danmarks Vindmølleforening, virksomheder
i vindmølleindustrien og elsektoren.
Bogen
kan bestilles på
fondens hjemmeside: www.poullacour.dk