Forside > Nyheder

 


NYHEDER

 

 

Stærk energi- og klimavision fra oppositionen

Oppositionen udsendte 4. maj ”KlimaDanmark 2050 – en energivison”.  

Asbjørn Bjerre, direktør, Danmarks Vindmølleforening, siger om KlimaDanmark.

”KlimaDanmark er stærk, fordi den er så konkret i beskrivelsen af mål, delmål og virkemidler, at man næsten kunne have undladt det i de senere års danske energipolitik misbrugte og nedslidte udtryk ”vision”. Der bliver ikke længere lyttet, når politikere taler om ”ambitiøse visioner” på energiområdet. Energibranchen har brug for handling, for politiske beslutninger om mål og stabile rammer for langtidsplanlægning og investeringer.

Vi er med KlimaDanmark 2050 tæt på den længe savnede egentlig energiplan. Planen lægger sig tæt op ad hovedresultaterne af de seneste mange års grundige analyser af energiområdet og er stærk ved at tilføje den politiske dimension: oplæg til beslutninger om mål og virkemidler.  

Planen giver vindkraft en hovedrolle i fremtidens danske energiforsyning og har som delmål at halvdelen af Danmarks elforbrug skal leveres af vindkraft om 10 år. Det er realistisk og med den rigtige afbalancering af placering af vindmøller på land og på havet er det også det billigste virkemiddel. Indregnet besparelser i elforbruget lægger fordelingen på land og hav sig tæt op af vindmølleforeningens og vindmølleindustriens forslag til udbygning de næste 10 år.

Den første forventelige kritiske automatreaktion på de konkrete forslag til omstilling til vedvarende energi har været spørgsmålet: hvor skal pengene komme fra - hvordan skal det finansieres?   Der er to enkle, men rigtige svar.

Det bliver hammerdyrt for samfundsøkonomien og el- og varmeforbrugerne at lade være. Og: Med politisk besluttede stabile langsigtede rammebetingelser vil det ikke være svært at tiltrække store private investeringer i vedvarende energi. Det viser erfaringen fra vindkraftområdet.

Omstillingen til vedvarende energi er ikke bare århundredets bedste investering. Den er også nødvendig.

Oppositionen inviterer til dialog med fagfolk, organisationer og virksomheder om bl.a. de virkemidler, der skal sikre målopfyldelsen.

Danmarks Vindmølleforening vil bidrage konstruktivt. Der er nok at tage fat på.”

KlimaDanmark 2050 - en energivision

Læs også:

Den rigtige vindkraftudbygning. Forslag fra Vindmølleindustrien og Danmarks Vindmølleforening

Vindmøller - meget mere end klima. Pjece fra Danmarks Vindmølleforening

 

5.5.10
 

 
 

PRINT     TIL TOP     << TILBAGE